Så træt

Jeg er så træt.


Ikke fordi klokken er mange; men fordi verden. Bare fordi verden.


Måske det kan specificeres.

Jeg er træt, fordi facebook. Fordi mennesker, hvis holdninger kun burde luftes til ægtefællen, pludselig lufter deres holdninger på facebook. Efter min mening i hvert fald.

Der findes mennesker, hvis holdninger, meninger, livsanskuelser og andet bæ gør mig træt.

På facebook skriver folk, at de hader muslimer (ex. Je suis Charlie). Og muslimerne hader jøderne (ex. Gaza-konflikt). Jøderne hader tyskerne (ex. WWII). Tyskerne hader... Hvem hader tyskerne? Pf, lige meget. Jeg har ikke særlig mange tyskere i mit news feed.

Men alle hader. Selv dem, der "ikke hader", hader. "Ikke haderne" kan altid få smidt et, "nu er jeg jo ikke racist, men." "MEN(!)?" Der findes ikke et "men" i den sætning. Sidespring.

Jeg er blevet så træt af alt det had. Træt af folks sure indstilling til livet og hinanden.

Forleden forsøgte jeg mig med et debatindlæg. Jeg gav min mening til kende. (Skulderklap, tak). Jeg skrev i en pæn tone, at jeg mente, tingene forholdt sig anderledes. (Mere skulderklap, tak).

Fem minutter senere havde jeg samtlige sure facebookere in my face, som ikke bare ville være uenige. Nej. De svinede mig til, som om jeg havde sparket deres barn i ansigtet for næsen af dem. (For god ordens skyld, så havde jeg ikke sparket nogen i ansigtet den dag).

Og det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan klare, at folk er uenige med mig. Det synes jeg faktisk er skønt! Sådan en sund debat, hvor argumenterne er gode: MUMS!

Men facebook er blevet grum.

Jeg siger ikke noget længere.

Jeg kan give et lille "like" med hist og pist, for så bliver folk i hvert fald ikke sure på mig.

...det slog mig lige, at der måske sad nogle derude og læste det her og tænkte, "hm, Emma. Er der ikke dig, der er en vatarm? Burde du ikke gå ind i kampen med sværdet hævet? Du kan jo ikke brokke dig, hvis du ikke forsøger at ændre på situationen?"

Og de derude kan for så vidt muligt have ret.

Det burde jeg da. Jeg er da en vatarm. Jeg kan jo ikke brokke mig.

MEN DET VIL JEG FANDME!

Kan det virkelig være sandt, at man skal finde sig i svinere (i mangel på bedre ord) på nettet fra folk, man ikke kender, blot fordi man giver sin mening til kende?

Kan det virkelig være sandt, at de sure stoddere derude skal have lov til at diktere den offentlige debat?

Kan det virkelig være sandt?

Hva'?!


Pyh.... Så kom mit pis vist i kog alligevel.


Problemet er, at det ikke kan ændres. Hvordan skulle det ske? Sure stoddere giver rare typer som mig (for det meste) lyst til at holde min mund. Så siger jeg jo ikke noget næste gang. Sådan lukker de én for én munden på alle de fornuftige mennesker derude, der gerne vil debatere om løst og fast på den der ... gode måde.

Til sidst er der kun idioterne tilbage. Dårligt ordvalg (idiot stammer fra græsk: "uddannet person").

Til sidst er der kun fjolserne tilbage. (Godt ordvalg, stammer fra middelalderlatin: "opblæst person").
Spiser de så hinanden én for én?
Hm. Så der til sidst kun er ét kæmpe fjols tilbage? (!)

Scary. Måske fjolset hedder Hitler. Eller Bin Laden. Eller Kjærsgaard.


Arrrg, ikke helt okay til sidst.


Nu er jeg blevet fysisk træt også.
Godnat.

Stalking gone bad

Jeg er en hater.

Pyh! Så er jeg ude af skabet. Endelig.

Det er svært at indrømme, at man er en hater. Folk kan ændre syn på én, når man fortæller dem, at man har det med at hate. Men jeg er kun deltids-hater.

...jeg ved egentlig ikke, om det gør det meget bedre?


Hvad jeg egentlig mente at ville skrive handler om stalking. Indrøm det bare. Du har sikkert også prøvet det. Det har vi alle. Det er fair.

Problemet består i, at jeg stalker på dem, jeg hater.

Umiddelbart helt okay, men nej. Ikke når det viser sig, at mine hate-objekter er ret så awesome. What. To. Do.

Jeg er i noget af en kattepine, for jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal gøre. Er det så meningen, jeg skal være sød ved dem? Eller. Måske er jeg bare misundelig og bør bare ignorere dem? Eller ligefrem se op til dem?

Aaaaarh?

Anywho! Jeg tager beslutningen at blive ved med at hate.

Det har jeg det bedst med.

Prosit!

Flad dag. Knapt så flad mave. Træningen bliver ikke til noget i den her storm.

Dumme Bodil.

En flad fornemmelse indeni. Måske hul. Jeg ved det faktisk ikke helt. Jeg er omgivet af mennesker, men har mest af alt lyst til at være så alene, som jeg føler mig.

Der er ikke engang nogen, der siger "Prosit!", når jeg nyser.

(...)

Knapt så okay.

Jeg bruger pseudonymet Carrie

Jeg ringede til min mor. Panisk angst for at bevæge mig udenfor i mørket. Jeg grinte og grinte og kunne slet ikke stoppe igen. Jeg lo af min egen pinlighed.

Jeg havde brugt penge. Mange penge. Penge på take-away. Bare så jeg ikke behøvede at bevæge mig udenfor i mørket og købe ind.

Min - forresten meget kloge - mor mindede mig lige kort om, at om ikke særligt længe vil der kun være en håndfuld solskinstimer om dagen.

Pis også.

Som var jeg en slatten, gammel taske, hankede jeg op i mig selv og tog mig selv med på en lille gåtur - velvidende at jeg alligevel snart blev nødt til at vende mig til det.

***

På vejen hjem fra min kære REMA1000 smilte jeg. Jeg gik og smilte. Helt alene. Tosset, men sandt.

Jeg smilte, fordi jeg kunne se stjernerne. Fordi jeg kunne høre bilernes larm blande sig med prusten fra cyklister og bippen fra fodgængerovergange. Fordi jeg ikke var alene. Fordi jeg midt i det hele mest af alt følte mig som Carrie i Sex and the City.

Så smilte jeg mere. Fordi jeg var meget lidt Carrie. Nok skriver jeg artikler, mens jeg ryger cigaretter og kigger ud over min smukke by. Men som jeg kom travende med min North State-cigaret, udtrådte og hullede Vans og en REMA1000-pose i hånden, var jeg meget lidt sex.

Men som jeg slentrede ned ad fortovet, omgivet af beton og byens larm - følte jeg mig meget Carrie.
Det var mere end helt okay.

***

Emmas "Student in the City" - nu med den altid sexede Emma i hovedrollen. Følg hendes færd, mens hun kæmper sig vej igennem Aarhus' altid-foranderlige gader og forsøger at finde ud af, hvad der er op og ned i livets store spørgsmål.

To be continued...

Tragikomisk okay

"If life seems jolly rotten, there's something you've forgotten

And that's to laugh and smile and dance and sing

When you're feeling in the dumps, don't be silly chumps

Just purse your lips and whistle - that's the thing!

Life's a piece of shit, when you look at it

Life's a laugh and death's a joke - it's true!

You'll see it's all a show, keep 'em laughing as you go

Just remember that the last laugh is on you

Always look on the bright side of life

Always look on the light side of life"

Matematikeksamen i morgen dræber mig ikke
- den giver bare et godt grin til senere i livet. 

Kom bare anton, hvis du tørklæde!

Som de siger: "så har du noget at falde tilbage på!"

- men hvorfor fanden skulle man falde, når man er så skrap til at gå?

Jeg er vist alligevel lidt tragikomisk okay.

DMJX

Jeg kan gå på vandet i dag.

Jeg er blevet optaget på journalistik-linjen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Jeg er glad.

Det er skræmmende, og jeg er nervøs. Uhyggeligt. Og alligevel; jeg glæder mig og kan næsten ikke vente. Jeg føler mig priviligeret og stolt.

Alt er helt okay.

Nomadelivet

Jeg er nitten år. 19 åltså. Det er ikke meget, og alligevel en del. - "Alt er (vel) relativt", Albert Einstein.

Jeg lever et nomadeliv. Jeg har en fast adresse; det skal man næsten have. Men jeg har ikke noget hjem. Eller, jo. Jeg har et hjem, et barndomshjem. Min mors hjem (jf. første blogindlæg) er et fortryllende eventyrland, hvor jeg voksede op. Pladsen er efter to brødre dog blevet noget trang, og en seng til mig er altså nedprioriteret. Det lyder forkert, ikke nedprioriteret på den måde - jeg har jo selv valgt at flytte - men jeg kan heller ikke lide at være til besvær.

Deraf mit nomadeliv.

Så kan jeg færdes, hvor jeg vil, når jeg vil. Fedt! Ikk'?

For det meste jo, og så alligevel. De dage, hvor alle mine "hjem" melder pas på en seng, og spørger om jeg ikke kan sove "derhjemme" i stedet, er det ikke så fedt. ("Derhjemme" er her, hvor min adresse er) Pointen: Det er ikke altid sjovt eller nemt at være mig. Lort. Det her skulle være et humoristisk og sjovt indlæg angående min flytten rundt. Det er det ikke blevet. For jeg synes faktisk overhovedet ikke, det er sjovt. Lort igen. Undskyld sproget.

Det blev til en tankestrøm.

Jeg gad godt have mit helt eget hjem, der kun var mit. Ikke nogen andres. Jeg vil ikke dele hverken badeværelse eller køkken, måske jeg kan overleve at dele parkeringsplads eller kælder, men der sætter jeg også grænsen.

Jeg længes efter et sted at kalde mit. Hvor mine ting kan stå imellem mine fire vægge og gøre mig glad. Kun mig og mit. Selvcentreret og egoistisk, jeg ved det. Men hele mit liv (puha, nitten år) har jeg taget hensyn til alle andre end mig selv. Sagt ja til ting, jeg ikke kunne overskue, bare for at please andre.

Jeg ønsker at have et sted, der kun er mit, hvor jeg kun skal please mig selv. Hvis jeg ikke oplever det, inden jeg engang skal til at være hustru og mor og alt hvad der dertil hører, så bliver jeg et dårligt menneske. Alle bør være lidt egoistiske indimellem.

Det er budskabet: vær glad og tænk på dig selv. Du er også vigtig. For at kunne gøre andre glade, må man selv være glad. Ellers får man aldrig selv fyldt overskuddet op og lever kun i underskud. Vær glad.

/Emma
Hende, der troede, hun var helt okay og alligevel ikke var det.
Lort.